Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til befolkningsprognosen 2023 med afsæt i det valgte 50% scenarie, som grundlag for budgetlægningen vedrørende budget 2024 og budgetoverslagsårene 2025-2027.
Der er udarbejdet en befolkningsprognose for Hedensted Kommune 2023 – 2028. Prognosen anvendes blandt andet i forbindelse med kommunens budgetlægning og skal derfor godkendes af Kommunalbestyrelsen.
Befolkningsprognosen er udarbejdet i foråret 2023 og danner et overblik over den forventede befolkningsudvikling i Hedensted Kommune frem til år 2028. Befolkningsprognosen benyttes bl.a. i forbindelse med den årlige budgetlægning og prognosen forventes derfor at være et tilbagevendende punkt til Kommunalbestyrelsen op til budgetlægningen i årene fremover.
Overordnet set viser prognosen, at de seneste års stigning i antallet af indbyggere i Hedensted Kommune, forventes at fortsætte frem mod 2028. Det er i høj grad de positive forventninger til det fremtidige boligbyggeri som trækker væksten. Prognosen er således afhængig af at disse forventninger viser sig at holde i årene som kommer.
I konkrete tal forudser prognosen;
Opmærksomheden henledes på, at en befolkningsprognose ikke er en nøjagtig forudsigelse om fremtiden, men en fremskrivning af indbyggertallet, ud fra en forventning om, at en række opstillede forudsætninger holder i hele prognoseperioden. Prognosen er således behæftet med relativ stor usikkerhed. Prognosen kan derfor heller ikke stå alene, men skal understøttes af andre data og løbende holdes op imod den faktiske udvikling i befolkningstallet.
Den forventede vækst i boliger i de kommende år er en central faktor i befolkningsprognosen. Prognoseværktøjet bygger bl.a. sine beregninger på forventningen til antallet og typen af kommende boliger i kommunen. Der er derfor udarbejdet et overblik over de forventede boliger i kommunen i de kommende år, et såkaldt "Boligbyggeprogram".
Forventningen er, at der kommer ekstraordinært mange boliger i de nærmeste år. Denne forventning slår i høj grad igennem, når prognoseværktøjet laver sine beregninger. Det er dog usikkert om alle boligerne vil blive opført. Det er desuden usikkert, hvorvidt der sker indflytning i alle boligerne på de angivne tidspunkter, bl.a. fordi andelen af lejeboliger i de næste år er væsentligt højere end den har været tidligere.
Da der er tale om ekstraordinært store forventninger til antallet af nye boliger, uklarhed om de reelle opførsels- og indflytningastidspunkter samt usikkerhed om den generelle udvikling i samfundet, er der i årets befolkningsprognose arbejdet med flere scenarier. Der er i den sammehæng valgt et "50% scenarie", hvor 50% af de forventede boliger bliver opført og medfører indflytning af borgere, som det scenarie, der indstilles til Kommunalbestyrelsen og som tallene i prognosen bygger på.
Befolkningsprognosen 2023 fremgår af notatet i bilag 1 og indeholder bl.a. den forventede udvikling i befolkningstallet, herunder fordelingen på aldersgrupper. Derudover indholder notatet også en mere præcis redegørelse for de forudsætninger og usikkerheder, prognosen bygger på, herunder en uddybende beskrivelse af boligbyggeprogrammet.
Teamleder Henrik Frost og analysekonsulent Anette Olsen deltager i Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.
Forvaltningen indstiller, 15. maj 2023, pkt. 89:
at Kommunalbestyrelsen godkender befolkningsprognose 2023 med afsæt i det valgte 50% scenarie, som grundlag for budgetlægningen vedrørende budget 2024 og budgetoverslagsårene 2025-2027
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 15. maj 2023, pkt. 89:
Indstilles godkendt.
Godkendt.
Fraværende var:
Steen Christensen (A) substitueres af Helle Obenhausen Mortensen (A)
Dorrit Haulrich (A) substitueres af Tina Uldum Bruun (A)
Lene Tingleff (V) substitueres af Peter Sebastian Petersen (V)