Byrådet skal træffe beslutning, om forslaget til indsatsplan kan forelægges koordinationsforum for vandforsyning (KOVA), og efterfølgende sendes ud i offentlig høring i 12 uger.
Ingen bemærkninger
Vejle Amt udarbejdede en indsatsplan for Hedensted området, som det daværende Miljøcenter, nu Miljøstyrelsen, ikke godkendte, da man fandt, at ressourcevurderingerne ikke var tilstrækkelige.
Udvalget for Teknik og Miljø vedtog den 5. november 2011, at der skulle nedsættes et koordinationsforum for vandforsyning (KOVA) ad hoc for den enkelte indsatsplan. I forbindelse med Byrådets konstituering er hele Udvalget for Teknik udpeget til at deltage i KOVA.
Siden amtets forslag har TREFOR foretaget betydelige omlægninger af sine kildepladser til Lysholtværket, og staten har afsluttet sin kortlægning af Lindved. Administrationen i Vejle og Hedensted kommuner anså det for mest hensigtsmæssigt at påbegynde en helt ny indsatsplan, der også omfattede Lindved. Derved kommer planen til at omfatte alle TREFORs kildepladser til Lysholtværket.
Formålet med indsatsplanen er at fastlægge de indsatser, der skal til for at fremtidssikre grundvandsressourcerne til drikkevandsforsyning. Forslaget til indsatsplan består af en plandel, samt 3 bilag med henholdsvis en gennemgang af områdets vandværker, et resume af den statslige kortlægning, samt en oversigt over RegionMidts kortlægning af forurenede grunde.
Indsatsplanen konstaterer, at der er to fremtrædende problemstillinger i området, nemlig fordelingen af grundvandsressourcerne og byudvikling i grundvandsområderne.
Grundvandsressourcer:
Området rummer store grundvandsforekomster, men der er også en stor udnyttelse af dem, især til forsyning af Hedensted og store dele af Vejle By. Særligt i området mellem Hedensted og Vejle er udnyttelsen høj, og kan ikke forventes at kunne øges. Det betyder, at TREFOR må udnytte andre kildepladser for at dække en øget efterspørgsel efter grundvand til drikkevand i Vejle, og at Hedensted Vandværk på sigt må søge et samarbejde med Løsning Vandværk for at kunne dække den fremtidige efterspørgsel. Nordvest for Løsning har Løsning Vandværk nemlig etableret en kildeplads med store uudnyttede grundvandsforekomster, som vil kunne dække den fremtidige efterspørgsel til byudvikling, herunder til vandforbrugende industri.
Byudvikling:
Tidligere var der et ret stort sammenfald mellem by/infrastruktur og grundvandsinteresser. Men gennem indsatsplanlægningen i det tidligere Vejle Amt er det lykkedes at afgrænse OSD, så sammenfaldet mellem disse interesser er blevet begrænset.
Den bynære beliggenhed betyder, at har været et pres for at udnytte OSD til byudvikling. Således er DTC under udbygning ind i OSD, og Kildeparken ved Hedensted er under udbygning ind i OSD. Begge steder er der opmærksomhed på at sikre både grundvandsdannelsen og grundvandsbeskyttelsen i forbindelse med byudviklingen.
Rent drikkevand er en forudsætning for de bestående byområder og en afgørende forudsætning for yderligere bosætning. Byudvikling i OSD kan godt gennemføres uden risiko for at forurene grundvandet, hvis det gennemføres under de rette vilkår. Men byvækst medfører også befæstelse af arealer, der begrænser grundvandsdannelsen. Dermed begrænses grundvandsressourcen, samtidig med, at behovet for grundvand til drikkevand øges.
Planforslaget udpeger de dele af OSD, der med rimelig høj grad af sikkerhed kan danne grundlag for indvinding af grundvand til vores vandværker, i planen kaldet Langsigtede Drikkevandsområder. Her foreslås indført en effektiv sikring mod arealanvendelse, der kan udgøre en risiko for grundvandet. Til gengæld skal vandværkerne fremover søge deres kildepladser lokaliseret her indenfor, så der ikke bringes nye områder i spil.
To virksomheder, DAKA og Air Liquide har deres relativt store kildepladser liggende uden for OSD, men indvindingen strækker sig ind i OSD. Deres indvindingstilladelse kan ikke forventes øget. Derfor foreslås, at de to virksomheder inviteres til at deltage i KOVA med hver en person.
Planforslaget skal screenes for, om det skal miljøvurderes. Screeningen er endnu ikke udført, men skal foretages inden forslaget sendes i offentlig høring. Den har ingen betydning for forelæggelsen for KOVA.
Chef for Fritid & Fællesskab Johan Stadil Petersen og Peter Svane Knudsen deltager i behandlingen af sagen i Udvalget for politisk Koordination & Økonomi.
Administrationen indstiller, 13. juni 2017, pkt. 94:
at der nedsættes et koordinationsforum (KOVA) med 4-5 repræsentanter udpeget af vandværkerne i kommunen, 1 repræsentant for TREFOR, 4-5 repræsentanter udpeget af landbruget, 2 repræsentanter for de store, vandforbrugende virksomheder, Vejle Kommunes Natur- og Miljøudvalg, samt deres administration, Udvalget for Teknik og administrationen
at vedlagte forslag til indsatsplan godkendes som oplæg til drøftelse i KOVA
at planforslaget - under den forudsætning, at der ikke på mødet i KOVA kommer væsentlige bemærkninger - sendes i offentlig høring i 12 uger.
Udvalget for Teknik, 13. juni 2017, pkt. 94:
Anbefales godkendt.
Udvalget for Politisk Koordination og Økonomi, 19. juni 2017, pkt. 109:
Indstilles godkendt.
Forslaget til indsatsplan skal forelægges koordinationsforum til drøftelse, hvorefter det skal sendes i offentlig høring i mindst 12 uger.
Lovbekendtgørelse nr. 125 af 26. januar 2017 om vandforsyning, § 13.
Bekendtgørelse nr. 912 af 27. juni 2016 om indsatsplaner, §§ 5 og 6.
Godkendt.
Fraværende: Erik Kvist, Hans Henrik Rolskov