Orientering om indholdet i Sundhedsreformen, herunder Sundhedsklyngernes betydning.
I marts 2022 præsenterede regeringen sit sundhedsudspil og i maj 2022 indgik regeringen en bred politisk aftale, som styrker sammenhængen og nærheden i sundhedsvæsenet.
Regeringen, KL og Danske Regioner blev i juni 2022 enige om gennemførelsen af sundhedsreformen og om en fælles plan for udmøntning og implementering heraf.
Sundhedsreformen skal sætte retningen for en omstilling i sundhedsvæsenet, der kan imødekomme de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor.
Det store fokus på den nødvendige specialisering af sygehusene har betydet mindre fokus på krav til og investeringer i de nære sundhedstilbud, som derfor ikke har gennemgået samme udvikling som på sygehusområdet. Styrket kvalitet i den nære sundhedsindsats skal derfor bidrage til mere social og geografisk lighed i sundhed.
Der skal større fokus på forløb, der går på tværs i sundhedsvæsenet som fx den ældre medicinske patient, borgere med kroniske sygdomme og borgere med psykiske lidelser.
Desuden skal flere modtage en indsats tæt på og i eget hjem frem for på sygehuse, hvilket blandt andet betyder at kommunerne skal varetage flere og mere specialiserede opgaver.
National Kvalitetsplan
Omstillingen af det nære Sundhedsvæsen indebærer b.la. en national kvalitetsplan, som skal sikre indførelsen af kvalitetspakker med konkrete kvalitetskrav og -anbefalinger til indsatsen.
Der vil blive fremsat et lovforslag, der skal give hjemmel til, at der kan fastsættes forpligtende krav til bl.a. kommunernes sundhedstilbud samt rådgivning fra sygehusene som led i kvalitetsplanen.
Kvalitetsplanen skal sikre, at borgere i målgrupperne for indsatser i kvalitetsplanen får kommunale sundhedstilbud af en mere ensartet kvalitet i hele landet.
Et styrket nært sundhedsvæsen skal bidrage til bedre og tidligere indsatser, som kan forebygge behov for senere behandling og unødvendige indlæggelser på sygehusene.
Udviklingen af det nære sundhedsvæsen skal også ses i tæt sammenhæng med bedre digitale løsninger til fx hjemmemonitorering mv.
De første trin i kvalitetsplanen er udarbejdelse af kvalitetspakker for:
1) Styrkelse af de kommunale akutfunktioner i 2022.
2) Patientrettede forebyggelsestilbud for borgere med kroniske sygdomme i 2023.
Sundhedsklynger som drivkraft
Med sundhedsreformen er der pr. 1. juli 2022 etableret nye politiske sundhedsklynger omkring akutsygehusene ud over det fagligt strategiske klyngesamarbejde, som allerede eksisterer.
Hedensted Kommune indgår i en sundhedsklynge med Odder, Skanderborg og Horsens Kommuner, Regionshospitalet Horsens, Regionspsykiatrien Horsens og de praktiserende læger inden for de fire kommuners geografiske område.
Sundhedsklyngerne skal sikre et forpligtende samarbejde på tværs af sektorer og dermed være drivende for omstillingen til et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen. Sundhedsklyngerne har ansvar for den fælles population af borgere i optageområdet og skal prioritere fælles midler i klyngen. Klyngerne skal styrke sammenhæng og forløb på tværs af sektorer. Udmøntning af kvalitetspakker og bedre brug af data til kvalitetsudvikling er eksempler på opgaver, som sundhedsklyngerne skal varetage.
Betydning for Hedensted Kommune
Reformen forventes at medføre nye opgaver, der skal løses på det kommunale sundheds- og ældreområde, samt ændringer i hvordan opgaverne løses. Bekendtgørelsen med detaljer om omfanget af opgaverne afventes, men vi forudser et behov for flere specialiserede kompetencer til opgaveløsningen i kommunen. Forventeligt vil de midler, der afsættes nationalt, ikke dække det langsigtede behov. Derfor vil økonomien til at udmønte en sundhedsreform blive et tema nu og i de kommende år.
Via bloktilskud vil kommunen løbende fra 2023 blive tilført midler øremærket til initiativerne i Sundhedsreformen. Midlerne udmøntes til kommunerne i 2023 og frem. Hedensted Kommune har desuden i 2022 modtaget bloktilskud til at bidrage til de nyetablerede sundhedsklyngers økonomi. Forventeligt vil de midler, der afsættes nationalt, ikke dække det langsigtede behov. Derfor vil økonomien til at udmønte en sundhedsreform blive et tema i 2023 og i de kommende år.
Forvaltningen indstiller, 5. december 2022, pkt. 122:
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning fra Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 5. december 2022, pkt. 122:
Indstillingen godkendt.
at orienteringen tages til efterretning.
Line Thorup Tornvig, sygeplejefaglig specialkonsulent, orienterede om Sundhedsreformen og sundhedsklynger. Der er meget at tage fat på, og der er meget der ikke er helt på plads endnu. Når der kommer noget nyt, kommer hun og giver en orientering igen.
Orienteringen taget til efterretning.
Fraværende: Lilly Eskildsen.