Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-16 Sagsbehandler: Diana Sørensen Kjær
Beslutningstema
Chefen for Social Omsorg giver orientering.
Administrationen indstiller,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Beslutning
Personale
Leder af Velfærdsrådgivningen Dorthe Lykke Nielsen er fratrådt pr. 1/8 -2017 for at tiltræde som koncerndirektør for Sundhed og Omsorg i Fåborg - Midtfyn Kommune. På nuværende tidspunkt varetager René G. Nielsen ledelsen af Velfærdsrådgivningen sammen med de to afdelingsledere. Det forventes først, at der bliver ansat en ny leder af Velfærdsrådgivningen i det nye år.
Ældreboligområdet
Der er iværksat en analyse af ældreboligområdet som Thomas Frank, leder af HR & Analyse, er tovholder på. Analysen har fokus på ældres forventninger, ønsker og behov i forhold til ældreboliger. Derudover kigges der på, om disse er forandret og hvordan ser de ud i fremtiden samt om kommunens boligmasse lever op til forventningerne. Man vil gerne involvere Seniorrådet i processen, og emnet ældreboligområdet sættes på dagsordenen til september mødet. Der ønskes blandt andet en drøftelse af:
· Om der behov for boliger til ældre eller ældreboliger, da der er en stor forskel
· Er der noget der ikke harmonerer og hvad kan vi gøre anderledes?
· Hvad er det for en virkelighed borgerne ser og oplever?
Der ses flere og flere ikke kommunale initiativer til anderledes boligformer for ældre bl.a. i større byer – kunne der være inspiration at hente her?
Plejeboligerne ikke er en del af analysen.
Budgetlægning
Den 22.08.2017 afholder Byrådet budgetseminar.
Udvalget for Social Omsorg havde udvalgsmøde mandag den 14.08.2017, hvor bl.a. budgetlægningen var på dagsordenen.
I henhold til Byrådets økonomiske strategi reserveres der årligt 70 mio. kr. til anlæg. Med henblik på Byrådets prioritering af anlægsbudgettet har udvalget drøftet, om der på udvalgsområdet er anlægsbehov, der ønskes medtaget i investeringsoversigten i budgetforslag 2018-2021, og som derfor skal indgå i Byrådets overvejelser.
Administrationen har fremsendt nedenstående anlægsønsker for år 2018, i alt kr. 1,1 mio. kr.
- Køkkeninventar: Kr. 300.000
Nedslidning af maskiner produktionskøkkener, så der skal foretages udskiftning af større maskiner/produktionsudstyr. Det berører bl.a. blæstkøler, dampgryder (30 – 50 l ), combiovne og kipsteger, kaffeanlæg, røremaskine.
- Bygningsforbedring ved Fønix (beskæftigelsestilbud til voksne handicappede i Hornsyld): kr. 550.000
Lokalerne ved Fønix er placeret på hver sin side af køkkenet, og af hygiejnehensyn må borgerne ikke gå gennem køkkenet. Det betyder, at lokalerne kun kan benyttes, hvis borgerne går ud for at gå ind igen. Det er i forhold til denne målgruppe både praktisk og pædagogisk meget uhensigtsmæssigt. Derfor bruges lokalerne ikke i dag. Der er et væsentligt behov for anvendelse af lokalerne, da antallet af borgere og målgruppens forskellighed nødvendiggør en bedre opdeling i grupper.
Udgifterne vil dække en glasforbindelsesgang.
- Indeklima ved administrationen for Voksenhandicap og støtteteamet ved Skolegade 10, Løsning (Porten): 250.000 kr.
Der er gennem lang tid arbejdet med forbedring af indeklimaet i Porten. Erkendelsen ved Teknisk Afdeling er nu, at der skal foretages opsætning af udluftningsanlæg. Den estimerede udgift er 250.000 kr.
Da Hedensted Kommune lejer bygningen med en lejekontrakt til og med 2020, så er der tænkt i et anlæg, som let kan pilles ned og bygningen reetableres.
Åben Hus arrangement i Social Omsorg
Den 2. november fra kl. 13.00 -17.00 afholdes det Åben Hus arrangement i Social Omsorg. Der vil blive annonceret i lokalaviserne, på nettet, via plakater med videre. Hele arrangementet foregår med hensynstagende til beboerne de enkelte steder.
Velkomstpakker
Mad & Måltider og frivillighedskoordinater i Social Omsorg, har taget initiativ til en indsats omkring ensomme ældre i ældreboligerne omkring kommunens plejecentre. Indsatsen kaldes ”Velkomstpakker”.
Formål:
- Skabe en personlig kontakt til nye indflyttere i ældreboligerne omkring plejecentrene
- Forbygge ensomhed
- Netværksdannelse lokalt
- Nedbryde barrierer/ fordomme i forhold til at komme på plejecentrene
- Finde potentielle nye borger til aktiviteterne
- Orientere om generelle frivillige tilbud i nærområdet
- Muligvis rekruttering af frivillige
- Introduktion til caféerne på plejecentret og synliggøre muligheder deri
- Forebygge underernæring i form at konkrete tilbud, herunder fællesspisninger
Proceduren: Cirka 14 dage efter indflytning i ældrebolig, vil der komme en medarbejder fra plejecentreret og invitere borgeren på en middag på plejecentreret. Efterfølgende vil samarbejdet overgå til stedets frivillige i forhold til at inddrage borgeren i aktiviteter med videre.
De nye kvalitetsstandarder
I forbindelse med implementering af de nye kvalitetsstandarder ændres hele afregningsmodellen fra enkeltydelser til pakkeafregning. Det forventes, at overgangen sker pr. 01.01.2018. Modellen forventes indført således at nuværende borgere overgår til den nye afregningsmodel efterhånden som de revisiteres.
Implementering af den nye afregningsmodel kræver en stor uddannelsesindsats, da det involverer mange medarbejdere fra blandt andet Frit Valg, Velfærdsrådgivningen og Voksenhandicap. Der er tale om en helt ny måde at tænke ydelser på, idet pakkerne giver mulighed for at tage udgangspunkt i borgeren og de tildelte ydelser i pakken, fremfor specifikt visiterede ydelser. Dette åbner op for at borgeren og medarbejderen sammen kan beslutte, hvad borgeren gerne vil have lavet.
Orienteringen taget til efterretning.
Fraværende: Flemming Ole Lyse, Kirsten Blume Schmidt og Kirsten Bitsch Kristensen.