Chefen for Social Omsorg giver orientering.
at | orienteringen tages til efterretning. |
Steen Dall-Hansen gav orientering om følgende:
Plejecentrene:
Der er megen omgangssyge på kommunens plejecentre - både borgere og personale er ramt. Der tages alle hygiejnemæssige forholdsregler i forhold til at minimere smitten.
Omlægning af kommunens it-system:
I weekenden den 9. og 10. april 2016 gennemgik kommunens it-system en større omlægning, hvilket også havde betydning for nødkaldsystemet. Selve omlægning skete uden de store gener, da personalet var godt forberedte på de udfordringer, som omlægningen kunne medføre.
Handicap:
Der arbejdes pt. intenst med udformningen af Handicappolitikken.
Demensområdet:
I forhold til demensområdet så stopper demenskoordinator Kirsten Sejerø til sommer. Baggrunden for dette er, at hendes ansættelse er baseret på overskudskroner. Derfor skal der findes en løsning i forhold til, hvad der skal ske fremadrettet indenfor demensområdet. Seniorrådet udtrykker stor bekymringer over, at demenskoordinatoren stopper, da de mener, at hendes koordinerende indsats har været til stor gavn for de borgere, som har demens tæt inde på livet. De er bekymrede over, hvad der sker fremadrettet, når den overordnede koordinering forsvinder. Seniorrådet gør opmærksom på, at der er forskellige muligheder for at søge midler til demensområdet. Samtidig spørger de, om der er mulighed for, at demensområdet kan få tildelt midler fra Værdighedsmilliarden.
"Spisevenner":
Projektet "Spisevenner" har påkaldt sig opmærksomhed pga. manglende visitering. Det viste sig dog, at det kun drejede sig om en enkelt borger. Der er enighed om, at det er vigtigt, at medarbejderne ude i driften rapporterer, hvis de mener, at der er en borger, som kan have gavn af en spiseven, således at borgeren får mulighed for at blive visitereret til ordningen. En anden udfordring lige nu er, at der er mange frivillige, som gerne vil være spiseven, men samtidig mangler der spiseværter.
Forebyggende hjemmebesøg:
I forhold til forebyggende hjemmebesøg, så er loven tilsendt, men det uddybende materiale fra Sundhedsstyrelsen mangler fortsat i forhold til udførelsen. Materialet forventes at komme til efteråret.
Rehabilitering:
Der samles meget statistik indenfor det rehabiliterende område i forhold til kompenserende hjælp. Statistikkerne viser, at borgerne bliver bedre for en periode, men der er ingen vedvarende effekt på længere sigt. Der er også en høj tilfredshedseffekt blandt borgerne, idet indsatsen giver øget livskvalitet for den enkelte. Selvom der ikke er evidens for, at indsatsen virker, arbejdes der fortsat målrettet med den rehabiliterende indsats.
Sygeplejen:
Indenfor sygeplejeydelserne viser der sig en markant stigning. Dette er ikke kun gældende for Hedensted Kommune, idet der i andre kommuner ses samme tendens. Noget skyldes de tidligere udskrivelser fra sygehusene, men samtidig er 40 sundhedsydelser, som tidligere lå i sygehusregi, flyttet ude i kommunerne. Der tegner sig det samme billede, når der kigges på træningsydelser, diætister mm. Udfordringen er, at når der sker en opgaveglidning fra regionerne til kommunerne, så sker det uden, at de økonomiske midler følger med. Antallet af liggedage på sygehusene er faldet markant og Hedensted Kommune er hurtige til at hjemtage borgere, men der sker mange genindlæggelser. Tillidsrepræsentanterne ude i driften påtaler, at sygeplejerskerne er meget pressede og tillidsrepræsentanterne er meget bekymrede over udviklingen.
Andet:
Der har været ubudne gæster på Nederbylund.
Orientering taget til efterretning.