Orienteringen om Seniorrådsvalget 2017, herunder:
at | orienteringen tages til efterretning. |
Valgudvalget afholdt møde den 12.09.2017. Her blev informationsmøderne, samt den manglende deltagelse i disse blandt andet drøftet. Desuden blev det besluttet, at pjecerne til næste valg skal være klar inden sommerferien.
Til at starte med var der ikke kandidater nok, men nu er der styr på både stillere og kandidater. I alt er der 11 kandidater, som stiller op. I forhold til de nye kandidater er der tale om velkvalificerede kandidater, som gjorde det rigtig godt ved præsentationsrunden i forbindelse med FN’s Internationale Ældredag den 1. oktober.
Anker Andersen fra det nuværende Seniorråd genopstiller også til valget.
Der er udsendt breve med valgpjecer i til de stemmeberettigede. I forhold til returneringen af stemmesedlerne er Seniorrådet udfordret af leveringstiderne fra Post Nord. Derfor skal stemmesedlerne, som borgerne returnerer, lægges i postkasse seneste den 22. november for, at de kan nå at være retur den 4. december. Stemmerne optælles af Seniorrådet og ansatte ved kommunen.
Inden den 15. december 2017 skal det nye Seniorråd være konstitueret. Det nye råd skal være klar til at trække i arbejdstøjet den 1. januar 2018.
I forbindelse med Seniorrådets færden rundt om i Hedensted Kommune har medlemmerne erfaret, at Seniorrådet ikke er særlig kendt i kommunen. Mange borgere tror, at det er Ældre Sagen, der varetager de ældres interesse i Hedensted Kommune. Derfor er der enighed om, at Seniorrådet og dets arbejde skal gøres mere synligt for de ældre i kommunen.
Orienteringen taget til efterretning.