I samarbejde med de øvrige kommuner i Region Midtjylland, og koordineret fra regionen, får Hedensted Kommune udarbejdet et CO2 regnskab for kommunen som geografisk enhed. Regnskabet for 2018 er netop udkommet. Anton Dahl, der er energiteknolog og sidder i kommunens afdeling Ejendom, Data og Koordinering kommer og præsenterer regnskabet på mødet. Anton vil samtidig give en kort status over energi/klimatiltag i de kommunale ejendomme.
Klima- & Energirådet drøfter, hvordan regnskabet kan bruges i Rådets arbejde og i arbejdet med Klimahandlingsplanen.
Anton Dahl fra Team Ejendomme i Hedensted Kommune præsenterede kommunens CO2 regnskab, som er gældende for kommunen som geografisk enhed. Anton præsenterede desuden Team Ejendommes indsatser og planer for kommunens ejendomme. Anton har tilføjet to slides med sammenligning med andre kommuner (præsentationen er vedhæftet).
Klima- & Energirådet drøftede potentialet for et samarbejde, hvor Rådet gerne vil bidrage til adfærdsændringer og synliggørelse af arbejdet. Der blev desuden drøftet potentialerne for at have nogle politisk bestemte mål for området. Noget som Klima- & Energirådet sammen med Team Ejendomme kan medvirke til at bringe ind i klimahandlingsplanen. Der blev bl.a. drøftet potentialet i at involvere skolerne i fx selv at lave videomateriale. Der er også et potentiale i at arbejde mere med grønt flag, skoler. Der er p.t. 2 skoler i kommunen med grønt flag.
Michael Laursen nævnte også potentialet ved at have færre m² – kloge kvadratmeter – der er en stor besparelse for hver m², der ikke bruges (både energi, men også rengøring m.v.).
Der blev lavet en lille gruppe, der arbejder videre med indsatserne: Anders Franck, Lars Jensen og Torsten. Merete inviterer til den første snak.