Der skal tages stilling til ansøgning fra Hedensted Golfklub, der søger om tilskud til projekt Sammen mod ensomhed.
Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.
Der er ved mødets start et restbeløb i udviklingspuljen på 273.142 kr.
Hedensted Golfklub ønsker med projekt Sammen mod ensomhed, at udvise socialt ansvar og inkludere alle mennesker i klubben. Golfklubben har tidligere haft et sukkersygehold samt arbejdet med handicappede deltagere. Projektet løftes af Hedensted Golfklub i tæt samarbejde med DGI og Hedensted Kommune. Processen forventes at starte op i februar/marts måned 2023, hvor rekrutteringen skal foregå. Selve programmet kommer til at foregå fra maj måned og resten af 2023, hvor deltagerne i starten mødes hver onsdag. Der vil være fokus på sammenhold, tryghed og glæde. De nøje udvalgte frivillige vil skabe rammerne og give deltagerne en god ballast at bygge videre på. Der vil være kaffe, sjov opvarmning, golftræning og hyggeligt samvær. Dagen kan også byde på en gåtur i området. Der afsluttes hver gang med lidt mad. Efter sommerferien mødes deltagerne igen én gang fast i måneden. Hedensted Golfklub håber, at klubben igennem projektet kan hjælpe sårbare og udsatte til at finde et nyt ståsted, hvor de kan skabe relationer og indhold. Erfaringer fra lignende projekt i Hobro Golfklub viser, at deltagere fra projekt Sammen mod ensomhed efterfølgende bruger golfklubben som samlingssted.
Der søges om 60.000 kr fra udviklingspuljen. Beløbet fordeler sig på 25.000 kr til golfudstyr, 15.000 kr til forplejning, 5.000 kr til polo til deltagerne og 15.000 kr til udgifter til træner.
Beslutningen meddeles til Hedensted Golfklub
Folkeoplysningsloven
at ansøgningen drøftes.
Der bevilges 30.000 kr. som skal fordeles på 25.000 kr. til golfudstyr og 5.000 kr. til polo'er til deltagerne.
Mads-Peder Winther Søby og Kasper Glyngø deltog ikke i mødet.