Gå til hovedindhold

Kommunalbestyrelsens spørgetid - Dagsordener og referater

Se spørgsmål fra Kommunalbestyrelsens spørgetid

Indhold

    Borgere og virksomheder kan rette henvendelse til den samlede Kommunalbestyrelse i form af spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid (se retningslinjer for spørgetiden).

    Det er ikke til hvert kommunalbestyrelsesmøde, der er spørgsmål til spørgetiden.

    Når der er spørgsmål til spørgetiden, kan du se dem nedenfor.

    Udvalg: KB spørgetid 2026-2029
    Mødedato: 29. april 2026 16:00
    Mødested: Rådhussalen, Juelsminde Rådhus

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-2-26

    Sagsfremstilling

    Winnie Stausgaard Henriksen Hedensted har stillet følgende spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid og til Handicapbarometret.

    1. Hvordan sikrer kommunalbestyrelsen gennemsigtighed i spørgetiden, når baggrund og sagsfremstillinger ikke fremgår af dagsorden og referat?

    2. Hvor kan borgere finde dokumentation for de beslutninger og retningslinjer, der ligger til grund for ændringer i spørgetidens praksis?

    3. I Handicapbarometeret fremgår der udfordringer med dokumentation, inddragelse og overholdelse af frister i sager om tabt arbejdsfortjeneste. - Hvordan vil udvalget konkret følge op på, at disse problemer bliver løst i de sager, der behandles nu?

    Beslutning

    Kommunalbestyrelsens svar

    Kommunalbestyrelsens svar til spørgsmål 1 om spørgetiden

    Borgere og virksomheder retter ofte henvendelse til Kommunalbestyrelsen, de enkelte medlemmer af Kommunalbestyrelsen og den kommunale forvaltning. Det er ofte med spørgsmål om eller bemærkninger til konkrete forhold. I disse situationer lægger Kommunalbestyrelsen stor vægt på, at der bliver en så god, grundig og givende dialog som muligt. Dette kræver, at der er forskellige rammer for dialog. 

    Kommunalbestyrelsens spørgetid er en af flere muligheder man har for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen. Dog er spørgetiden tidsmæssigt begrænset og uden dialogmulighed.

    Som det fremgår af retningslinierne er det en fordel at spørgsmål til kommunalbestyrelsen er så kortfattet som muligt. Svar på et spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid vil ofte også være kortfattet.

    På baggrund af længden af de indlæg der modtages til spørgetiden, samt den fornødne tid der er afsat til formålet er det kun spørgsmål og svar der medtages i spørgetiden.

    Som det fremgår af retningslinierne er det spørgsmålene der offentliggøres på Hedensted Kommunes hjemmeside. 

    Kommunalbestyrelsens svar til spørgsmål 2 om spørgetiden.

    Retningslinierne for spørgetiden fremgår af Kommunens hjemmeside. Heraf fremgår det at spørgsmålene offentliggøres på Hedensted Kommunes hjemmeside.

    Jeg er opmærksom på at der ved spørgetiden i februar var lagt en indledende tekst til spørgsmålene ud på hjemmesiden. Dette er blevet rettet, således der i denne kommunalbestyrelsesperiode er en ensartet procedure for alle. 

    Jævnfør retningslinierne som er tilgængelig på kommunens hjemmeside bliver spørgsmål og svar offentliggjort på hjemmesiden.
    Har man længere eller mange spørgsmål, eller spørgsmål der kræver en detaljeret udredning vil det være hensigtsmæssigt at anvende en anden henvendelsesform.

    Svar til spørgsmål 3 vedrørende Handicapbarometeret.

    Handicapbarometeret har været til behandling i Udvalg for Læring, og er idag på til orientering for Kommunalbestyrelsen.
    Den statslige kontrol og den direkte kobling til det lokalpolitiske arbejde har givet udvalg et anledning til at præcisere de politiske ambitioner overfor
    fagområdet. Udvalget finder det ærgerligt, når der opleves utilstrækkelighed i sagsbehandlingen, men anerkender samtidigt, at sagsbehandlingsgrundlaget kan være komplekst og nogle gange uklart.

    Manglende dokumentation og overholdelse af frister kan have en indbyrdes sammenhæng. Borgeren skal dokumentere løntabet hvilket i nogle sammenhænge kan være vanskeligt, og det kan medføre mangelfuld dokumentation i helhedsvurderingen eller føre til fristoverskridelser.
    Dokumentation af inddragelse af barnet har ikke i alle tilfælde været tydelig. Det er de samme tematikker, der går igen i alle kommuner, og i Hedensted Kommune er der nu sat retning med kursus i børneinddragelse og dokumentation heraf, og en proceduremæssig opstramning så sagsbehandlingsgrundlaget står endnu klarere for den enkelte medarbejder.
    Udvalget har derudover besluttet at drøfte temaet igen på næste udvalgsmøde med henblik på, at vurdere om der skal iværksættes yderligere afdækning.