Hegnsyn

Opstår der uenighed mellem dig og din nabo omkring hegn mellem to eller flere ejendomme, kan spørgsmålet indbringes for hegnsynet.
En hæk i skel mellem to grunde

Et godt naboskab er det bedste udgangspunkt for at ordne praktiske ting i venskabelighed. Hegnet er en del af naboskabet - en fælles sag.

Sådan anmoder du om et hegnsyn

I første omgang bør naboer prøve at lave en aftale eller et forlig om det hegn, de er uenige om. Hvis det ikke er muligt, kan man sende en skriftlig anmodning om et hegnsyn.

Anmodningen sendes til:

Hegnsynet for Hedensted Kommune
Hedensted Rådhus
Niels Espes Vej 8
8722 Hedensted

Begæringen skal indeholde oplysninger om:

  • Navn
  • Adresse
  • Matrikelnummer
  • Hvem og hvad man klager over
  • Hvilket resultat, man ønsker at opnå

Et hegnsyn koster 2.100,- kr. i 2024, og det vil som regel være den person, der taber sagen, som skal betale for hegnsynet.

Telefonisk kontakt i tilfælde af spørgsmål mv. skal ske til hegnsynets sekretariat på telefon 79 75 50 00.

Medlemmerne af hegnsynet skal kunne træffe en upartisk afgørelse, derfor kan medlemmerne ikke kontaktes direkte.

Hvordan foregår et hegnsyn?

Når du har klaget over et hegn, kommer det lokale hegnsyn på besøg og ser på sagen. Hegnsynet er uafhængigt og består af tre personer, der er udpeget af kommunen. Hegnsynet vil forsøge at få naboerne til at blive enige. Hvis det ikke lykkes, afgør hegnsynet sagen efter bestemmelserne i hegnsloven.

Hvilke sager kan hegnsynet behandle?

Hegnsynet kan efter hegnsloven behandle tvister om:

  • fælleshegn (hegn i naboskel)
  • egne hegn (hegn på egen grund langs ejendommens skel)
  • grene, der generer hegn eller færdsel på naboejendommen
  • grene, der er farlige for naboejendommen
  • grene fra skove, der er generende for naboejendommen