Den Sociale Dimension

Den Sociale Dimension
Hedensted Kommune tilbyder igennem Den Sociale Dimension støtte til at opbygge et netværk, deltage i fællesskaber eller aktiviteter sammen med andre.
Vi tilbyder også én til én samvær, når behovet er der i en periode.
Vi informerer omkring tilbud, der findes i kommunen og finder de små ting der vil give dig glæde i din hverdag. Det kan for eksempel være en, der kommer og læser avisen højt, tager dig med ud at handle eller hjælper dig til det nærliggende plejehjem til café eller andre aktiviteter.
I Hedensted Kommune er der mange aktiviteter på plejehjemmene, så der er noget for enhver smag. Vores rolle er at støtte dig i at komme afsted.
Vi afsætter gerne den nødvendige tid, så du kan føle dig tryg og på sigt selv har lyst til at deltage i aktiviteterne.
Hvis dette har fanget din interesse, er du mere end velkommen til at kontakte os, så vi kan få en snak sammen.
Klippekort enkelt
Har du udfordringer med noget, som tidligere ikke har været noget problem, kan klippekort enkelt måske være noget for dig. Hvis du for eksempel tidligere selv har kunnet gå til købmanden og handle , men nu oplever, at det er svært at komme afsted, så kan du visiteres til, at hjemmehjælpen kommer 30 minutter én gang i ugen, så I sammen kan træne tur til købmanden, så du igen selv kan.
Der kan også være andre ting i hjemmet, som udfordrer.
For at kunne visteres til klippekort enkelt, skal der være et mål, så du på sigt selv kan klare udfordringen igen.
Dog kan klippekort enkelt ikke bruges på rengøring i hjemmet.
Den Sociale Dimension kommer på besøg, hvor vi sammen laver en vurdering på, om klippekort enkelt er noget for dig og hvad dit mål er.
Hvis dette kunne have din interesse eller du tænker en pårørende kunne have gavn af tilbuddet, er du mere end velkomne til at kontakte os.
Klippekort busture
I Hedensted Kommune tilbyder vi klippekort busture, hvor der arrangeres busture hver uge.
Det er Den Sociale Dimension der visiterer til busturene. Der er nogle kriterier, der skal være opfyldt for at kunne deltage på turene. For eksempel skal der være risiko for at blive isoleret derhjemme.
Vi vil gerne hjælpe dig med at beholde dit sociale funktionsniveau på det nuværende stadie eller forbedre det. Der skal gerne være et mål med din deltagelse på turene.
Den Sociale Dimension kommer på besøg og laver en samlet vurdering af de udfordringer og ressourcer du har.
Når man er visiteret til busturene og man melder sig på en tur, bliver man altid hentet og bragt ved hoveddøren. Taxaen er gratis, men for mad, entre og så videre er der egenbetaling.
Hvis du vil vide med, er du altid velkommen til at ringe til os, så vi kan få en snak.