‹ Tilbage

Status på COVID-19 i Hedensted Kommune

Som i mange andre kommuner er der sket mindre stigninger i antallet af smittede med corona.
Grafik Covid-19

Lørdag den 12. september havde Hedensted Kommune et smittetal, som betød, at vi kom på Seruminstituttets såkaldte bekymringsliste.

En kommune kommer på listen, hvis der pr. 100.000 indbyggere er flere end 20 nye smittede personer indenfor den seneste uge. Tallet for Hedensted var i går 21,4 og med knap 47.000 borgere svarer det til cirka 10 nye smittede den seneste uge. 

I dag, søndag, er tallet faldet til 17,1 svarende til 8 personer de sidste 7 dage. Vi er altså ikke længere på bekymringslisten, men kan sagtens komme det igen, fordi det drejer sig om så få personer.

Når en kommune kommer på bekymringslisten, bliver den kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen kan pålægge kommunen forskellige restriktioner, fx besøgsforbud på plejehjem, forsamlingsforbud og lignende.

Styrelsen er opmærksom på udviklingen i Hedensted Kommune, men vil ikke tage særlige initiativer på baggrund af situationen i går. 

Som det ser ud nu, indfører vi derfor ikke nye restriktioner i Hedensted Kommune.

Samtidig opfordrer vi naturligvis alle til fortsat at passe på sig selv og hinanden. Dette for så vidt muligt at undgå smitte og de ulemper, der vil følge af yderligere restriktioner.
Vi opfordrer derfor alle borgere, foreninger og virksomheder til at udvise god adfærd med hensyn til afstand, hygiejne og forsamlinger.

Kommunen genovervejer afholdelse af egne større arrangementer i forhold til omfang, udskydelse eller aflysning. For arrangementer på kommunens matrikler beder vi arrangørerne om at overveje gennemførelsen og sikre overholdelse af COVID19-anbefalingerne.

Situationen ændrer sig dag for dag – og hvis smittetrykket i kommunen stiger over de næste dage, vil vi naturligvis forholde os til det.