‹ Tilbage

Snart skal alle søge om kørsel digitalt

Borgere, der har brug for hjælp til kørsel, skal fremover ansøge med NemID på kommunens hjemmeside. Kørselskontoret tilbyder gratis vejledning til alle.
Tastatur

I Hedensted Kommune er det snart slut med at ansøge om kørsel på papir. Fra 1. september 2020 skal man søge om Handicapkørsel, kørsel til læge og specialkørsel til skolebørn via kommunens hjemmeside www.hedensted.dk/kørsel.

Langt de fleste bruger allerede den digitale ansøgning, eller de får hjælp fra en ven eller et familiemedlem til at gøre det. Jeg tror, vi i højere grad end tidligere har vænnet os til, at mange ting foregår digitalt, siger kørselskonsulent Susanne Rasmussen fra Kørselskontoret i Hedensted Kommune.

Mere sikkert og hurtigere

Den digitale ansøgning foregår på kommunens hjemmeside, hvor borgeren eller dennes pårørende logger ind med NemID og udfylder et skema. Det sikrer sikker behandling af borgerens personoplysninger. Samtidig foregår korrespondancen mellem ansøger og Kørselskontoret i eBoks, og det har flere fordele:

Det handler først og fremmest om sikkerhed, men også om at vi gerne vil behandle borgerens ansøgning så hurtigt, vi kan. Behandlingstiden på en papir-ansøgning er op til fem gange så lang som på en digital, og det er simpelthen for længe at vente for en borger, der har brug for hjælp til kørsel, siger Susanne Rasmussen.

Kørselskontoret kan hjælpe

I forbindelse med overgangen til digital ansøgning tilbyder Kørselskontoret gratis vejledning til borgere og pårørende. Her på hjemmesiden kan du også se en video, der viser, hvordan man søger om hjælp til kørsel digitalt.

Det er ikke svært at ansøge digitalt, men hvis man ikke er så fortrolig med computeren, kan det være rart at få lidt hjælp. Det kan være, man har en nabo eller et barnebarn, man kan spørge. Men vi vil også rigtig gerne hjælpe, for ingen skal følge sig hægtet af, når vi overgår til det digitale, siger Susanne Rasmussen.

Kørselskontoret har åbent for telefonisk vejledning alle hverdage kl. 6.30-15.00. Kørselskontorets telefonnummer er 79 75 51 10.

Større grupper kan bestille et vejlednings-besøg fra Kørselskontoret enten ved at ringe eller via kommunens hjemmeside www.hedensted.dk/kørsel.

Endelig er det også muligt at få hjælp til digital ansøgning på Borgerservice i Hedensted, Juelsminde og Tørring i åbningstiden. Husk at medbringe NemID.