‹ Tilbage

200 flere i arbejde om året i Hedensted

Siden 2012 er der skabt 757 flere arbejdspladser i Hedensted Kommune.
Vækst i arbejdspladser 2012-2016

På fire år - fra januar 2012 til januar i år - steg antallet af arbejdspladser i kommunen fra 13.742 til 14.499 – svarende til knap 200 om året og en stigning på 5,5 pct.

Det placerer Hedensted Kommune i top-3 i Region Midtjylland, når det gælder om at skabe flest jobs til lønmodtagere.

”Det er dejligt at få sat tal på og dermed bekræftet den fornemmelse, som vi gennem et stykke tid har haft; nemlig at der er kommet mere gang i hjulene og optimismen er vendt tilbage hos de mange virksomheder i kommunen. Vi glæder os på deres vegne.

Men det er også positivt, at kommunerne i Region Midtjylland samlet set tegner sig for vækst, og altså stadig er i førertrøjen, når det gælder om at skabe arbejdspladser i Danmark,” siger Henrik Alleslev, form. for Udvalget for Beskæftigelse i Hedensted Kommune.

Kun i Aarhus og Skanderborg har væksten været større, fremgår det af en oversigt udarbejdet af Business Region Aarhus. Her har væksten været på henholdsvis 7,3 og 7,2 pct.

I otte af regionens 19 kommuner er der i samme periode sket et fald i antallet af arbejdspladser.

Samlet set er der i regionen i løbet af perioden sket en stigning i antallet af lønmodtagerarbejdspladser på 2,7 pct. – svarende til over 11.600 lønmodtagere.

På landsplan har der til sammenligning været en vækst på 2,2 pct.

For mere information:

Henrik Alleslev, form. for Udvalget for Beskæftigelse, Hedensted Kommune

Tlf.: 30 38 32 34