Regler for udbringning af husdyrgødning

  • Husdyrgødning må ikke udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 m fra byzone, sommerhusområder samt områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.
  • Udbringning af flydende husdyrgødning må kun ske ved slangeudlægning, nedfældning eller lignende.
  • Udbringning af flydende husdyrgødning på arealer uden etablerede afgrøder til høst og på græsmarker skal som hovedregel ske ved nedfældning. For at udbringe uden nedfældning, skal der anvendes anden teknologi til at opnå tilsvarende samme reducerende effekt på ammoniakfordampning som nedfældning.
  • Udbringning af flydende husdyrgødning eller flydende husdyrgødning blandet med vand må ikke ske med vandingskanon.
  • Udbringning af husdyrgødning, ensilagesaft og spildevand må ikke give anledning til unødige gener.

Husdyrgødning, ensilagesaft og spildevand m.m. må ikke udbringes på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord. Se informationsark.

  • Jorden er vandmættet, når der kan opsamles frit vand i revner og sprækker selv flere timer efter nedbør. Dette vil bl.a. kunne kontrolleres ved, at det er muligt at presse frit vand ud af jorden med hænderne. Når jorden er vandmættet, er den vandfyldt op til overfladen selv efter flere timer uden nedbør.
  • Jorden er oversvømmet, når den er dækket af blankt vand.
  • Jorden er frossen, når det pga. frost i jorden ikke er muligt at nedbringe husdyrgødningen på bar jord. På bevokset jord er jorden frossen, indtil jorden er optøet i hele pløjelagets dybde (mindst 15 cm). Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.
  • Jorden er snedækket, når mere end 90 % af en mark er dækket af sne, men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Formålet med reglerne er at forhindre husdyrgødning i at forurene vandmiljøet, og reglerne supplerer således Husdyrgødningsbekendtgørelsens generelle forbud mod at udbringe husdyrgødning på en sådan måde, at der er risiko for, at gødningen ender i vandmiljøet.
Det er Kommunen, der fører tilsyn med, at reglerne bliver overholdt. Det er derfor også Kommunen, der konkret vurderer, om der kan være tale om ulovlige forhold i forbindelse med udbringning af flydende husdyrgødning.

Husdyrgødning, ensilagesaft og spildevand m.v. må ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for, at gødningen, ensilagesaften eller spildevandet strømmer til søer eller vandløb, herunder dræn. Endvidere er det vigtigt at:

  • I perioden fra høst til 1. februar må der ikke udbringes flydende husdyrgødning.

    - Undtaget herfra er udbringning fra høst til 1. oktober på etablerede, overvintrende fodergræsarealer og på arealer, hvor der den følgende vinter skal være vinterraps.

    - Undtaget er endvidere udbringning fra høst til 15. oktober på arealer med frøgræs, for hvilke der er indgået kontrakt med frøavlsfirma om levering af frø i den kommende sæson.

     
  • I perioden fra høst til 20. oktober må der kun udbringes fast gødning til arealer, hvor der er afgrøder den følgende vinter.
  • I perioden fra høst til 1. november må der ikke udbringes ensilagesaft, medmindre udbringningen sker på bevoksede arealer eller på arealer, hvor der er afgrøder den følgende vinter.
  • I perioden fra 15. november til 1. februar må der ikke udbringes fast gødning, ensilagesaft og mineralsk gødning (handelsgødning).
  • I perioden fra 1. september til 1. marts må der ikke udbringes flydende husdyrgødning i flerårige afgrøder uden årlig høst.

Fast gødning, der udbringes på ubevoksede arealer, skal nedbringes hurtigst muligt og inden 6 timer. Kan dette, grundet uforudseelige omstændigheder, ikke lade sig gøre, skal nedbringningen finde sted, så snart det er muligt.

Det er altid landmandens ansvar, at der ikke sker forurening af vandløb og lignende.

 




Oprettet den 23.01.2012
Sidst redigeret den 05.03.2013 af Webredaktionen