Vandløb

I Danmark ses de rene, naturlige vandløb ofte i skovene, som Fiskebæk ved Hør Mølle.
Vandløbene bugter sig gennem vores landskab og afvander oplandet undervejs. Alle steder skal overfladevandet ledes bort fra landet og ud mod havet. Det vil sige, at hvert stykke jord et givent sted i Danmark er knyttet til et bestemt åbent eller rørlagt vandløb.
Netop fordi vandløbene modtager vand fra store områder både på landet og i byen, er de meget udsatte for forurening. I tidens løb er mange vandløb endvidere rettet til, udgravet eller rørlagt.
Dette har for mange vandløb betydet dårligere miljøtilstand og et forringet levested for det væld af dyr, fisk, fugle og planter der lever i, af og ved dem. Nye strømninger går nu mod at få en god økologisk tilstand tilbage.

I Danmark er der ca. 69 000 km vandløb. Heraf løber de ca. 500 km i Hedensted Kommune.

Vandløbsmyndigheden
Hedensted Kommune er vandløbsmyndighed for alle vandløb i kommunen. Vi skal vedligeholde og administrere ud fra vandløbslovens betingelser, så vi sikrer, at vandløb kan aflede overfladevand og samtidig tage hensyn til natur og miljø.

I klagesager er det også kommunen der træffer afgørelse. Hvis du vil klage kan du se mere under ”Problemer og uoverensstemmelser”.




Oprettet den 29.11.2011
Sidst redigeret den 14.02.2013 af Teknik & Miljø