BR08 1.3.2 Særlige bestemmelser vedrørende sammenbyggede enfamiliehuse, avls- og driftbygninger samt visse industri- og lagerbygninger
Nedenstående bebyggelser betegnes som byggerier af begrænset kompleksitet, og Teknisk Afdeling skal derfor ikke byggesagsbehandle de tekniske bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i kapitel 5 (brandforhold). Der skal således alene indsendes ansøgning til Teknisk Afdeling vedrørende forhold omfattet af BR08 kapitel 2, (bebyggelsesregulerende bestemmelser) og kapitel 5 (brandforhold).
Sker der ændringer i projektet, som kan medføre eller medfører, at bebyggelsen ikke længere er omfattet af 1.3.2, skal ansøgeren meddele Teknisk Afdeling dette. Teknisk Afdeling vurderer herefter, hvorvidt bygningen fortsat er omfattet af 1.3.2, og såfremt det vurderes, at bygningen ikke længere er omfattet af 1.3.2, skal bebyggelsen behandles efter kap. 1.3.3 Øvrige bebyggelser.
1) Sammenbyggede enfamiliehuse med mere end 2 boliger. Bestemmelsen finder også anvendelse, selv om en del af boligen anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig. (For disse bygninger gælder, at ombygninger kan udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse, såfremt der ikke sker en udvidelse af etagearealet. Erhverv, der sædvanligvis udøves i forbindelse med en bolig, er fx frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lignende liberale erhverv samt dagpleje og lignende).
Bestemmelsen omfatter ikke tofamiliehuse og etageboligbyggeri med vandret lejlighedsskel.
2) Avls- og driftsbygninger i 1 etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i EN 1990 DK NA: 2007. Bestemmelsen omfatter dog ikke avls- og driftsbygninger, hvor der ved svigt vil være stor fare for tab af dyreliv, svarende til bygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, hvis de var beregnet til ophold for mennesker. (Bestemmelsen omfatter ikke jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger, hvis de opføres enten i 2 eller flere etager, eller placeres i konsekvensklasse CC3 i EN 1990 DK NA: 2007. Herudover er avls- og driftsbygninger, hvor der ved svigt er stor fare for tab af dyreliv ikke omfattet af bestemmelsen, dvs. avls- og driftsbygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, hvis de var til ophold for mennesker. Det vil typisk være staldbygninger over 2.000 m2, hvor samtlige dyr i bygningen vanskeligt vil kunne evakueres ved svigt).
3) Industri- og lagerbygninger i 1 etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i EN 1990 DK NA: 2007. (Bestemmelsen omfatter ikke industri- og lagerbygninger, som opføres enten i 2 eller flere etager, eller placeres i konsekvensklasse CC3 i EN 1990 DK NA: 2008, eller med centralvarmekedler mv. med en nominel ydelse over 400 KW. I forbindelse med kommunalbestyrelsens vurdering af, om en bygning er omfattet af 1.3.2, stk. 1, nr. 3, skal bygningen vurderes samlet. Det indebærer, at en bygning, hvis primære formål er industri- eller lagerbygning vil være omfattet af bestemmelsen, uanset at der er indrettet kontorlokaler. Kommunalbestyrelsen skal behandle bygningen som en samlet enhed).