Miljøgodkendelse, virksomheder

Større virksomheder og virksomheder, som kan forurene omgivelserne, skal have en miljøgodkendelse. I daglig tale betegnes sådanne virksomheder som listevirksomheder eller kapitel 5 virksomheder.
Virksomhederne er nævnt på en liste i bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomhed og er samtidig reguleret efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven - deraf navnet.

En listevirksomhed kan ikke etableres eller opstarte produktion, før der er givet en miljøgodkendelse.
Listevirksomheder skal ansøge om at få en miljøgodkendelse hos den kommunale miljømyndighed. I Hedensted Kommune skal ansøgningen sendes til Natur og Miljø.

Ansøgningen skal beskrive virksomhedens aktiviteter, drift og de forventede miljøpåvirkninger. Nærmere beskrivelse af kravene til en ansøgning om miljøgodkendelse fremgår af bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomhed.

Det er enten kommunen eller Staten, der giver miljøgodkendelsen. Godkendelsen rummer en vurdering af virksomhedens samlede miljøpåvirkning og en række krav - også kaldet vilkår.

Vilkårene kan f.eks. angå støj, udledning af kemikaliedampe gennem skorstenen eller indholdet af kemiske stoffer i spildevandet. Der er naturligvis også krav til virksomhedens håndtering og bortskaffelse af forskellige former for affald.

Nye miljøgodkendelser kan du se her.




Oprettet den 23.01.2008
Sidst redigeret den 23.05.2011 af Webredaktionen