Pleje af alvorligt syge eller døende

Pasning af alvorligt syge

Kommunen har mulighed for at ansætte en person i 6 måneder ( kan forlænges i 3 måneder i særlige tilfælde), hvis en person ønsker at passe en nærtstående med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.

Pasningen kan opdeles i perioder, og ændres hvis behovet for pasning ændrer sig. Pasningen kan deles mellem flere personer.

Der kan kun ydes pasningsordning til ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap.

I 2009 udgør lønnen kr. 18.507,00 om måneden, derudover betales pensionsbidrag samt feriepenge. Lønnen reguleres hvert år.

Målet er at give familier mulighed for ro og fred til at klare praktiske opgaver og bearbejde følelsesmæssige belastninger. Pasningsordningen omfatter børn og voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Plejeorlov til pasning af døende

Personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende.

Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

Henvendelse om plejeorlov rettes til Hedensted Kommunes Seniorservice  tlf. 79 75 50 00

Tilbud om hjælp fra hjemmesygeplejen

 



Hospice

Et hospiceophold er et tilbud til mennesker med en uhelbredelig sygdom, hvor den helbredende behandling er afsluttet, og hvor pleje og behandling vil være af lindrende karakter.

Hospice er et alternativ til pasning i eget hjem eller på sygehus, og hospiceophold er gratis for borgeren.

Hvis De ønsker at komme på hospice, skal De, for at blive visiteret, henvende Dem til Deres egen læge. Hvis De er indlagt på sygehus, er det sygehuset, som visiterer til hospice.

 




Oprettet den 26.09.2006
Sidst redigeret den 27.04.2009 af Senior Service